Pilot i Norwegian: – Jeg er utrolig bekymret

Det er næsten en måned siden, Christian Rosenbæk var ude at flyve sidst. Så han prøver at finde på nogle ting derhjemme, så han ikke bliver helt skør. Man er vel pilot.

Han blev ansat i Norwegian i oktober 2016, og han blev færdig på flyveskolen i Roskilde i maj 16’.

Han fik job i Norwegian allerede to uger efter han blev færdig, men måtte lige vente i tre måneder, inden der blev plads på en simulator.

Men det var andre tider at være færdiguddannet dengang, end nu midt i en corona-tid, hvor Norwegian med sine ca. 11.000 ansatte befinder sig i sin hidtil største økonomiske krise.

Norwegians situation og økonomiske fremtid har Christian Rosenbæk da også haft masser af tid til at tænke over i de her dage.

– Jeg er selvfølgelig utrolig bekymret. Men har også indset, at jeg som enkeltperson ikke kan gøre noget ved det. Man kan ligesom med andre ting gå og blive rigtig bekymret og være deprimeret over situationen, men jeg prøver at tænke gode tanker, og i stedet har jeg prøvet at gøre, hvad jeg nu kan. Om det skal være at prøve at snakke min sag, skrive nogle indlæg eller noget i den stil, siger den 25-årige seniorstyrmand og FPU-medlem til luftfart.nu.

Men det er en delikat situation, fortsætter han.

– Det er jo en virkelighed som ingen af os havde forestillet sig. Havde man snakket om det her for et halvt år siden havde alle om bordet jo nærmest grint og sagt, det kommer aldrig til at ske, siger Christian Rosenbæk.

SAS en god konkurrent

Han er ikke så meget for at tale ned om SAS, fordi det er et godt selskab og en god konkurrent også for Norwegian, og det er hans kolleger som står på den anden side, bare i et andet selskab.

– At man i Danmark og Sverige har givet SAS støtte, begrundet med, at man er en ansvarlig investor, er helt på sin plads. Men som jeg ser situationen i dag, så gælder de normale spilleregler ikke her, siger piloten.

Han forklarer, at det skal forstås på den måde, at situationen er så anderledes, at det rammer alle luftfartsselskaber.

– Og når staten så lukker ned og kun giver støtte til dem de er investor i som i det her tilfælde er SAS, så bliver der en konkurrenceforvridning, fordi der er en forskelsbehandling. Mangel på hjælp er også et signal at sende, når alle selskaber er ramt på samme tid, siger Christian Rosenbæk.

Han stiller sig selv spørgsmålet om det egentlig ville være en fordel for SAS, hvis Norwegian gik konkurs?

– Personligt vil jeg ikke tro det. Både SAS og Norwegian har ligesom fundet sin plads som, lad os kalde dem søskende, heroppe i norden, og de komplementerer hinanden godt, fordi der skal være en form for konkurrence. Monopol har aldrig gavnet forbrugeren. Derfor mener jeg, det er en sund konkurrence. Begge er på danske overenskomster, kører den skandinaviske model, vi har det godt, og vi er beskyttede.

– Men hvordan vil det se ud, hvis Ryanair eller Wizzair eller andre lavprisselskaber går ind og overtager Norwegians markedsandel, spørger Christian Rosenbæk.

Flyene kommer ikke til at stå stille

Han tror nemlig ikke på, at flyene kommer til at stå stille fremover. Det er bare et spørgsmål om, hvem der samler resterne op. Norwegian bliver ofte associeret med et lavprisselskab som Ryanair. Men selskabet er meget mere end det, forklarer han.

– Om man vil kalde det et lavprisselskab det må være op til den enkelte, men billetterne, ja, de er billige, men vilkårene for ansatte er faktisk meget bedre, end man lige går og tror. Jeg vil næsten vove at påstå, at jeg som styrmand har det bedre end en styrmand i SAS, siger piloten.

Han flyver fem-fire og det vil sige, at han arbejder fem dage og har fri fire dage. Desuden er han næsten aldrig ude på overnatning.

Hans familieliv er rigtig godt og han får en rigtig fin løn og en rigtig god pension.

– Jeg vil i hvert fald sige, at jeg har det utrolig godt. Og det er jeg ikke sikker på vil fortsætte på samme vilkår ved andre selskaber. Man kan håbe, at Ryanair og Wizzair de får øjnene op for, at hvis man behandler sine medarbejdere godt, så får man også noget godt tilbage. Det kan man håbe, men det er der ingen garanti for, lyder det fra Christian Rosenbæk.

‘Den slemme dreng’

Han hører ofte folk i Danmark spørge, hvorfor vi skal give penge til noget, der er norsk.

Men han har sin argumentation klar.

– Bare fordi, der står Norwegian på flyene. Ja, det er norsk. Det er startet op i Norge. Men det bidrager en ufattelig stor del i Danmark også. Vi er den andenstørste operatør udover SAS i Københavns Lufthavn med næsten 20 pct. Og vi er den største operatør på indenrigsruten mellem København og Ålborg. Hvor SAS er en direkte konkurrent. Det vil sige, at bare fordi der står Norwegian på flyene betyder det ikke, at vi ikke bidrager i Danmark, siger Christian Rosenbæk.

Han vil gerne understrege, at han taler på sine egne og ikke firmaets vegne.

– Det ærgrer mig at se folk betragte Norwegian som ’den slemme dreng’. Noget jeg også tror, går helt op på politikerniveau. Jeg snakker med mange, som antager, at Norwegian ikke flyver med særligt gode vilkår for deres ansatte. Og det er bare ærgerligt, fordi det er forkert og det skal ikke være den antagelse, der gør, at man ikke får støtte. Jeg er stolt af at være ansat i Norwegian, som er en frontløber i luftfart og et af de grønneste selskaber i hele verden – det er dét, der skal investeres i, siger Christian Rosenbæk.

Derfor vil han gerne komme med en opfordring til den danske og de skandinaviske regeringer om at redde et af Europas største flyselskaber.

Læg følelserne til side

– Jeg vil prøve at appellere til, at man lægger følelserne til side, og tænker lidt mere rationelt fra regeringens side. Og går ud og snakker med vores nabolande. Fordi, det er kritisk, at vi har en god infrastruktur her i Skandinavien, og for den sags skyld også ud i resten af verden.

Han mener, det vil være naturligt, at man rækker ud til sine samarbejdspartnere i det omfang. Og i dette tilfælde, vil det være Norge og Sverige.

– Kan man ikke drage nogle tanker om, hvordan man kan løse den her situation sammen? Fordi Norwegian er en stor spiller og det vil trække rigtig, rigtig mange med ned i støvet, hvis vi går konkurs. Det vil være meget ærgerligt for os ansatte, men i høj grad også for forbrugerne og den danske økonomi som vil gå glip af milliarder, siger han og slutter af:

– Så jeg vil virkelig håbe, at man fra regeringens side tager initiativ til at få sat en dialog i gang og skabe et samarbejde med Norge, Danmark og Sverige, sammen, for at prøve at finde en løsning for blandt andet Norwegian, men i og for sig også andre selskaber, lyder opfordringen fra Christian Rosenbæk.

Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev