Sidste nyt

Pilotforening om SAIL-aftale: Vi har sikret direkte ansættelser og gode startlønninger for dansk base

Del denne artikel på:

Ny aftale er et opgør med udenlandsk SAIL-produktion, og samtidig sikrer aftalen direkte ansættelser og et godt lønniveau på den kommende danske base. Sådan lyder det fra pilot og SPU-formand Michael Gilbert Olesen, der har været med til at forhandle aftale om dansk SAIL-base på plads.

SAS-datterselskabet SAIL åbner en dansk base den kommende vintersæson. Det har SAS i dag annonceret. SAIL har siden 2017 fløjet til og fra Skandinavien fra baser i London og Malaga, og SAIL har benyttet et irsk rekrutteringsselskab.

På den danske base bliver piloter og kabineansatte fra dag ét ansat direkte i SAIL på en dansk overenskomst.

”Det var nødvendigt at gøre op med udenlandsk SAIL-produktion. Vi er glade for, at vi har fået muligheden for at gå aktivt ind og sætte et stort aftryk på noget produktion, der var på vej til at forlade Danmark. Nu opretter SAIL en dansk base, hvor vi har sikret direkte ansættelser, ordentlige vilkår og sammenlignelige startlønninger,” siger Michael Gilbert Olesen, der er formand for SAS Pilot Union (SPU).

Enstemmigt godkendt af FPUs hovedbestyrelse

SPU assisterede FPU med at forhandle pilotaftalen på plads, og overenskomsten blev efterfølgende vedtaget enstemmigt af FPUs hovedbestyrelse.

”Aftalen er ansvarlig og attraktiv og ligger i toppen af, hvad man ser af overenskomster inden for luftfartsbranchen i Danmark. Vi har gjort et stort arbejde for at sikre et højt lønniveau, hvor man, selv hvis man starter på nederste løntrin, kan betale af på hus, uddannelsesgæld og føre et anstændigt familieliv. Vi har lavet en solidarisk aftale, og mange opsagte kolleger behøver ikke at frygte at skulle til udlandet og ansættes gennem et rekrutteringsselskab. De kan nu se frem til et job på en dansk base med ordentlige vilkår,” siger Michael Gilbert Olesen.

SAS melder, at den danske SAIL-base vil åbne med 3-5 fly, hvilket svarer til ca. 90-150 ansatte, og at det forventes, at produktionen skal øges efterhånden.