Politianmeldt Ryanair-vikarbureau trækker sig fra Tyskland

Ryanairs omfattende brug af vikarbureauer er måske på vej til at blive fortid i Tyskland.

I et memo til samtlige tyske kontraktpiloter, skriver vikarbureauet McGinley Aviation, at man har besluttet at trække sig fra det tyske marked.

De tyske kontraktpiloter står imidlertid ikke til at blive arbejdsløse, fremgår det af samme memo:

»Efter at have diskuteret sagen med klienten, du står til rådighed for (Ryanair), har Ryanair bekræftet, at de vil tilbyde ansættelse på kontrakt direkte i Ryanair indenfor de kommende uger,« skriver Elizabeth Cusack, administrerende direktør for McGinley Aviation til kontraktpiloterne.

Piloter får besked på at rydde op

Cusack gør det i sit memo klart, at det er op til den enkelte pilot at sikre sig, at alle udeståender om skat og socialbidrag er betalt.

Kontraktpiloterne har været nødt til at oprette en enkeltmandsvirksomhed for at kunne arbejde for McGinley Aviation, der igen har udlejet piloten til Ryanair på timebasis. Denne ansættelseskonstruktion er Ryanair flere gange blevet anklaget for at udnytte som dække for netop skatteunddragelse.

Udsigten til, at de tyske Ryanair-piloter nu kan se frem mod en reel ansættelse, bliver trods de aktuelle stridigheder om en overenskomst mellem Ryanair og Vereinigung Cockpit mødt med positiv røst hos den tyske fagforening.

Et positivt skridt, men vil se handling bag løfter

»Jeg anser det som et positivt skridt. Men, vi vil dog først se, hvilke kontrakter Ryanair tilbyder de ansatte. Tidligere har Ryanair krævet, at de ansatte eftergav krav mod selskabet i forbindelse med retssager i bytte for en fastansættelse,« siger James Phillips medlem af Vereinigung Cockpit internationale komite til Luftfart.

»Men skulle det vise sig, at de ansatte bliver tilbudt reelle kontrakter, vil vi blive meget glade – vi åbner ikke champagnen – men det betyder beskyttelse og permanente kontrakter til piloterne,« tilføjer han.

Ifølge Vereinigung Cockpit vil McGinley Aviations retræte fra det tyske marked bevirke, at samtlige Ryanair-piloter ved udgangen af 2018 bliver ansat direkte i Ryanair. Op mod 200 piloter skønnes ifølge Vereinigung Cockpit i dag at være ansat via vikarbureau i Tyskland.

Jagtet af skattemyndighederne

McGinley Aviation giver ingen årsag til at afvikle sine tyske aktiviteter:

»Efter den seneste gennem gang af vores operationer på tværs af Europa, har McGinley Aviation besluttet at afvikle leverancen af kontraktpiloter i Tyskland per 31. oktober 2018,« skriver selskabets direktør blot i sit memo.

McGinley Aviation er dog kendt som det ene af to vikarbureauer, Ryanair har benyttet sig af i netop Tyskland, der har været i skattemyndighedernes søgelys. McGinley Aviation blev sammen med Brookfield Aviation efterforsket af de tyske skattemyndigheder i sommeren 2016.

Siden har den tyske anklagemyndighed i december 2017 dømt fem ansatte ved ”et britisk vikarbureau” for skatteunddragelse af seks millioner euros udbetalt til tyske kontrakt-piloter, skrev RTE ved udgangen af året.

Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev