Primera åbner base i Malaga med flyvninger til Danmark

Lavprisselskabet Primera Air åbner base i Malaga. Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse i forbindelse med en række nye ruter til Storbritannien.

»Historisk er Malaga vores stærkeste destination og med mere end 1000 flyvninger sidste år, var det vores mest populære destination,« Anastasija Visnakova, kommerciel direktør i Primera Air.

Dermed fortsætter selskabet med at åbne baser udenfor Skandinavien.

Malaga-basen skal primært bruges til åbning af nye ruter til Storbritannien, men basen får imidlertid også konsekvenser for selskabets danske operationer.

Vender københavner-rute på lørdage

København-Malaga er i dag en stor destination fra København, som flyves af personale med base i København syv gange i ugen. Men fra udgangen af oktober bliver selskabets lørdagsflyvning ”vendt rundt”, så det er fly og personale fra basen i Malaga og ikke København, som flyver ruten.

Derimod berører den nye base ikke umiddelbart ruten til Billund.

Selvom der i første omgang er tale om en ganske begrænset omlægning af produktion fra Danmark til Spanien, vækker Primera Airs annoncering bekymring hos de ansattes fagforening:

»Vi ser en række kreative metoder fra Primeras side for tiden. Det, synes vi, er ærgerligt, og det fordrer ikke ligefrem godt samarbejde. Det er vigtigt for os, at de ansatte i Primera Air ved, at vi står bag dem. Og den her base-åbning skal ikke bruges som en mulighed for at presse medarbejderne yderligere,« siger Thilde Waast, formand i FPU om udviklingen.

Lavere omkostninger i syden

Malaga-basen bliver foreløbigt bygget op omkring et enkelt Boeing 737-800-fly, oplyser selskabet.

Primera Air er langt fra ene om at lade sig drage af sydlige himmelstrøg, når handler om at åbne nye baser, påpeger Jacob Pedersen, senioranalytiker i Sydbank:

»En base i Spanien er forbundet med billigere omkostninger især på personale siden. Og så er Malaga en populær destination. Det er to ting, som smager godt i munden for flyselskaberne,« siger Jacob Pedersen, luftfartsanalytiker i Sydbank.

Selskaber valfarter til Spanien

Norwegian åbnede sin første spanske base i 2012 – i dag har selskabet syv baser i landet. Sidste år meddelte SAS, at selskabets irske datterselskab i løbet af i år vil åbne base i netop Malaga.

Dertil har selskaber som Ryanair og EasyJet åbnet spanske baser til beflyvning af destinationer i blandt andet Danmark.

Primera Air har tidligere meddelt, at selskabet til april åbner nye baser i Birmingham, London Stansted og Paris Charles de Gaulle, hvorfra der vil foregå flyvninger til New York, Boston, Washington DC og Toronto.

Selskabet nævner videre, at det indenfor de kommende to år agter at øge sin tilstedeværelse på de nuværende baser samt at tilføje nye transatlantiske ruter og baser.

Primera Air er et ruteflyselskab hjemmehørende dels i Danmark og dels i Letland.

Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev