Redderne på lægehelikopteren skal både kunne finde vej, flyve og genoplive

Landskabet glider forbi med 250 kilometer i timen under bugen på den specialindrettede akutlægehelikopter.

Fra cockpittets venstre sæde retter HCM-redder Lars Bondehøj (45) skiftevis blikket mod et kort på skærmen foran sig og omgivelserne, der farer forbi. Det er hans opgave at hjælpe piloten, der sidder i cockpittets højre side, med at komme så tæt som muligt på patienten, der venter på dem.

Lars Bondehøjs arbejde er dog meget mere end at flyve. I samme øjeblik helikopteren står sikkert på jorden, griber han akuttasken, som er fyldt med medicinsk udstyr, og iler til den nødstedte sammen med besætningens tredje medlem, anæstesilægen.

»Min arbejdsopgave går på to ben. Fra alarmen går, til vi er fremme ved patienten, er jeg co-pilot og navigatør, men i samme øjeblik vi er landet, og rotoren stopper, overgår jeg fra at være flyoperativ til at være medicinsk,« fortæller han.

Lars Bondehøj er HCM-redder på ottende år. HCM står for Helicopter emergency medical services Crew Member. Inden da havde han kørt ambulance siden 1998. I 2008 tog han overbygningen til paramediciner, og i 2010 tiltrådte han stillingen som HCM-redder på den første prøveordning med akutlægehelikopter i Danmark.

Vi er har ikke en formel pilotuddannelse, men det forventes dog, at vi flyoperativt kan vores kram. Vi er i simulator og træner på niveau med en styrmand to gange årligt

Lars Bondehøj, HCM-redder, Norsk Luftambulanse

Trænet til at flyve som styrmand

HCM-redderen har en vigtig opgave i at hjælpe med navigationen, for som Lars Bondehøj siger: Vi skal gerne lande helt tæt på patienten. Ellers risikerer vi at miste mange dyre minutter. Foto: MLT.

Som redder på luftambulancen skal man også kunne flyve helikopteren.

»Vi er har ikke en formel pilotuddannelse, men det forventes dog, at vi flyoperativt kan vores kram. Vi er i simulator og træner på niveau med en styrmand to gange årligt,« siger han og tilføjer:

»Piloten føler sig lige så godt hjulpet af os.«

Lars Bondehøj arbejder for Norsk Luftambulanse, som har kontrakten med at flyve Regionernes tre akutlægehelikoptere. Helikopterne fordeler sig på baser i Skive, Billund og Ringsted. Hver base bemandes af en anæstesilæge, en HEMS-pilot og en HCM-redder, der ud over Lars Bondehøj tæller en stab på 11 reddere.

Alle tre helikoptere er indrettet med medicinsk udstyr til at løfte samtlige opgaver med at transportere og behandle patienter fra skadesteder til hospital – eller mellem hospitaler.

Valg af landingsplads er afgørende

Når alarmen lyder møder HCM-redderen og piloten hinanden i OBS-rummet. Her analyserer de ulykken og træffer beslutning om, hvor det er muligt at lande helikopteren. Satellitbilledet på den øverste skærm bruges til at skabe overblik over, hvor der er muligt at lande helikopteren. Fx giver længden på skygger en god indikation på, om der er høje objekter, der står i vejen for en sikker landing, forklarer Lars Bondehøj. Foto: MLT

Tid er altafgørende, fra der sker en ulykke, til hjælpen når frem. Derfor bor vagtholdet sammen på helikopterbasen, klods op og ned ad hangaren i op til syv dage ad gangen.

I denne uge har Lars Bondehøj ikke vagt, for som han siger: »Vi kan blive kaldt ud hvert minut.«

Uanset hvornår på døgnet radioen udsender sine ildevarslende bip med bud om assistance, har vagtholdet højst 270 sekunder, til helikopteren skal være i luften.

»På den tid skal vi nå at analysere ulykken, læsse eventuelt ekstraudstyr, der ikke er pakket som standard og hoppe i flyvedragterne,« forklarer Bondehøj og demonstrerer, hvad han og kollegerne skal nå på den korte tid, fra alarmen lyder.

Han rejser sig fra bordet i køkkenet og går ind i observationsrummet, der støder op til det åbne køkken. Et stort kort på væggen viser Sjælland, de omkringliggende øer og Bornholm, som er det område, lægehelikopteren på Ringsted-basen primært dækker over. Men er der travlhed i andre dele af Danmark, kan de også blive kaldt dertil.

Satellitfotos hjælper med at finde landingsplads

Akutlægehelikopteren kan også afhængigt af opgaven udstyr til fx højderedning eller tørdragter til brug ved vandredning. Dette er ikke fast udstyr, men pakkes med ombord efter behov. Foto: MLT

Ved en pult med to store skærme mødes de tre besætningsmedlemmer. Den ene skærm fortæller, hvilken type ulykke, de er kaldt ud til, imens den anden bruges til at finde den bedste landingsplads. I modsætning til en ambulance og akutlægebil kræver det flyvende minihospital nemlig en landingsplads på mindst to gange 25 meter.

Landingspladsen bestemmes af piloten og redderen. De to træffer i samråd også beslutning om en række alternative landingspladser, hvis virkeligheden viser sig ikke at stemme overens med de satellitfotos fra Google Maps, som indgår i forberedelsen.

»GPS-udstyr og satellitbilleder kan meget i dag, men det er helt essentielt for vores ekspertise, som er hastighed og medicin, at vi kommer så tæt på patienten som muligt. Ellers risikerer vi at miste mange dyre minutter,« forklarer Lars Bondehøj og tilføjer:

»I Region Sjælland er vi foruden akutlægebilen i Slagelse den eneste akutlæge, der rykker ud til borgerne.«

Patienter i bagagerummet på en Berlingo

Helikopteren står på en platform, der bliver kørt ud af garagen, når alarmen går. Fra alarmen går til besætningen har forladt basen med kurs mod patienten må der ikke gå mere end fire minutter. Foto: MLT

På ikke brofaste øer er akutlægehelikopteren og dens besætning ofte eneste redningspersonel.

»Vi er som hovedregel med på alle 1-1-2-udrykninger til øerne, hvor vi er den bedste akuthjælp. Her har vi både oplevet, at patienten er blevet kørt frem til vores landingssted i bagagerummet på en Berlingo og sågar på af en hestevogn,« forklarer Lars Bondehøj og tilføjer:

»Det illustrerer meget godt, hvordan redningsarbejdet handler om at være kreativ i pressede situationer.«

Han går fra pulten i observationsrummet forbi knagerækken, hvor vagtpersonalets flyvedragter hænger klar til udrykning og ud i hangaren. Her står helikopteren på en særlig slæde, der trækkes ud, når alarmen lyder.

Klar til takeoff

HCM-redderen går en sidste omgang omkring helikopteren og ser alt er iorden inden takeoff. Herefter overgår HEMS-redderen at være navigatør og styrmand. Foto: MLT

Lige nu skal helikopteren ingen steder. Men på en udrykning vil piloten starte helikopteren op, når den er kørt ud, imens redderen står på forpladsen, og ser motoren starter op.

Lars Bondehøj rækker armen i vejret og viser, hvordan han giver en opadvendt tommelfinger til piloten, når motorerne er i omdrejninger, inden han går en sidste rundering og stiger ind – klar til takeoff.

Han åbner døren i cockpittets venstre side og sætter sig ind.

»Når jeg er steget ind, vil jeg indtaste vores grov-kurs og herefter koordinaterne for den landingsplads, vi har valgt, hvilket gør, at vi kan sætte helikopteren på autopilot,« siger Lars Bondehøj fra sin plads i cockpittet. Han demonstrerer, hvordan skærmene helt ned på gadeniveau advarer om elmaster, vindmøller og andre høje ting i landskabet, de skal passe på.

På turen til patienten finder HCM-redderen planerne for landing. Førsteprioitet er at komme så tæt på patienten som muligt. Foto: MLT

»Herefter finder jeg planer for landing – i cockpittet har vi også en liste med faste kontaktpladser, som vi må ty til, hvis ingen af de planlagte landingssteder nær skadesstedet er mulige,« forklarer han.

Lægen holder øje med halen

Turen til patienten bruges udover navigation til at følge med i opdateringer på radioen fra skadesstedet, så alle er helt klar på, hvad der skal gøres, når de ankommer.

»Piloten har suverænt det sidste ord, når vi skal lande, men alle deltager i, at vi kommer sikkert ned. Landingen er den farligste del af flyvningen. Når vi nærmer os skadesstedet, gennemgår jeg sammen med piloten tjeklisten for landing. Lander vi på et meget lille sted, kan lægen for eksempel godt stå ude på siden for at se, om der er plads til halen,« siger Lars Bondehøj og tilføjer:

»Det sidste, jeg gør flyoperationelt, er, at jeg straks ved landingen stiger ud og sikrer, at ingen bevæger sig ind i rotoren. Når den er stoppet, tager jeg akuttasken og går med lægen til patienten.«

Han træder ud af cockpittet og skubber døren til kabinen til side.

Redderen er lægens højre hånd

Helikopteren er designet til at assistensen kan foregå så nemt og effektivt som muligt. Båren kan køres ind på et leje fra både siden og en luge i bag. Derved undår personalet unødigt tunge løft. Foto: MLT

Ved patienten er det lægen, som træffer beslutningerne om behandling, men redderen kender alle standarddoser og er uddannet i at betjene alt udstyr og kan dermed forberede medicin til patienten.

»På lægens anvisning kan det dog også være mig, som medicinerer eller giver intravenøst drop, som er en nål direkte i blodbanen til medicin,« forklarer Lars Bondehøj.

Direkte operative indgreb kan også komme på tale. Eksempelvis er redderne på akutlægehelikopteren uddannet til at lave en mini-thoracotomi, som er at skære hul for at fjerne blod i lungerne.

»Der er stor faglig udfordring i dagligt at blive prøvet af på sine kompetencer. Personligt går jeg meget op i at være helt skarp på mine færdigheder, og det har man i høj grad muligheden for at gøre i det her job – hvilket også er forventet.«

Afsted til hospitalet

Som lægens højre hånd skal HCM-redderen kende til alt medicin og udstyr ombord på helikopteren. På lægens anvisning kan det også være HCM-redderen, som medicinerer eller lægger drop. Foto: MLT

Så snart patienten er stabiliseret og løftet ombord i helikopteren, vender redderen tilbage til cockpittet.

»Min primære opgave på vej til hospitalet er at bistå piloten med flyvningen. Min hjælp til lægen under flyvning er altid betinget af gunstige vejrforhold,« siger han.

Der er dog plads til et ekstra sæde i kabinen, som i særlige tilfælde kan bruges af redderen. Men ellers er det typisk beregnet til en pårørende, især hvis patienten er et barn.

Ombord på helikopteren er der en helt særlig taske pakket med medicin, hvor alt er dimensioneret til børn i forskellige alders grupper.

Hjertestop bliver rutine

I 2017 var de tre danske akutlægehelikoptere til sammen afsted på opgave 3.658 gange. Foto: Anna Glavind/akutlaegehelikopter.dk/PR

Lars Bondehøj rykker sammen med sine kollegaer ud til en lang række ulykker.

I 2017 var de tre akutlægehelikoptere til sammen afsted 3.658 gange. Sammenlignet med paramediciner-hvervet på hjul i en ambulance, er det dog oftere meget alvorlige hændelser, der møder Lars Bondehøj og kollegerne:

»Der er selvfølgelig ture, man husker bedre end andre. Når man selv er forælder, kan det være meget emotionelt at være ude ved børn. Ikke i situationen, for der ved man, hvad man skal gøre. På den måde er et hjertestop rutine,« siger Lars Bondehøj.

Selvom han har været i branchen i mange år, lægger han ikke skjul på, at visse opgaver, er sværere at slippe end andre.

»Men bagefter, når man kommer hjem til basen, kan det berøre en, fordi man ofte kan relatere sig til de forældre, som står i en svær situation. Det bliver måske også lidt værre med alderen,« siger HCM-redderen.

Prøver at undgå bedemandsstemning

Ingen af os er følelsesmæssige supermænd. Det er vigtigt også at kunne håndtere følelserne efter en svær tur, siger Lars Bondehøj. Foto: MLT

Sammenholdet på basen spiller også en vigtig rolle i at håndtere oplevelserne, som besætningen oplever i løbet af en vagt.

»Vi er heldige, vi er her (på basen red.) så længe ad gangen (en uge red.). Vi går ikke bare lige hjem. Det har en terapeutisk effekt. Vi kan også ofte via lægen følge patienten – om det gik som ønsket,« siger han og tilføjer:

»Ingen af os er følelsesmæssige supermænd. Det er vigtigt også at kunne håndtere følelserne efter en svær tur.«

Debriefing, altså en snak om, hvordan hvert besætningsmedlem har oplevet turen, indgår derfor også som et helt naturligt element i afslutningen af enhver udrykning.

Ombord er der medicin og blod til at løfte alle tænkelige præhospitale opgaver. Foto: MLT

»Det er også meget udbredt med sort humor i den her branche. Det gælder også hos os. Vi gør det naturligvis aldrig overfor patienter eller pårørende, men når vi kommer retur, har debriefet og går og pakker op, kan humor være befriende,« siger Bondehøj og tilføjer:

»Vi prøver at undgå, der bliver for meget bedemandsstemning.«

FAKTA

  • Som HCM-redder er man uddannet paramediciner og har PPL H-teori samt radiocertifikat, IFR- instrument-teori samt teknisk kursus. Dette betyder, at redderen kan flyve helikopteren.
  • HCM-redderen har flyoperationelt kendskab til alle de fejltyper, der kan opstå på helikopteren, så HCM-redderen ligesom piloten ved, hvordan der skal handles.
  • De typiske patienter lider af: Blodprop i hjertet, AMI – disse flyves ofte til behandling med ballonudvidelse i hjertekransårer. Blodprop i hjernen, apopleksi – flyves til blodprop-opløsende behandling. Fald og ulykker, traume, hvor personer er livstruet.
  • Ombord er der medicin og blod til at løfte alle tænkelige præhospitale opgaver. Hver helikopter har i snit en opgave om ugen, som kræver blod.
  • Af udstyr finder man blandt andet ultralydsscanner, sprøjtepumpe – til at give en kontinuerlig dosis og respirator (til at trække vejret på patienter, som er lagt i kunstig koma).

Rettet 12-11-2018 kl. 08:50: Reddernes titel er HCM-reddere og ikke HEMS-reddere, som først skrevet.

Skriv en kommentar

Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev