Ryanair giver efter for presset fra tyske kabineansatte

Del denne artikel på:

Medlemmer af den tyske fagforening Ver.di har stemt for en aftale, der sikrer samtlige kabineansatte hos Ryanair i Tyskland betydelige forbedringer af løn- og arbejdsvilkår.

Ryanair og Ver.di nåede i sidste uge til enighed om en aftale. Aftalen kom på plads efter flere måneders pres på selskabet. Herunder omfattende strejker, der til sidst tvang Ryanair til forhandlingsbordet.

Nu har aftalen været til afstemning hos medlemmerne, som har valgt at godkende aftalen.

Dermed er vejen banet for, at omkring 1.000 Ryanair-medarbejdere, både direkte ansatte og ansatte gennem vikarbureauer, får kontrakter i overensstemmelse med tysk lovgivning.

Det er en stor succes, at alle besætningsmedlemmer inklusive ansatte i vikarbureauer vil få en betydelig forøgelse af deres indtægt. Dette er primært opnået ved at hæve den garanterede grundløn.Christine Behle, Ver.di.

Markant lønforhøjelse til de ansatte

Ver.di omtaler aftalen som et fundament for en endelig overenskomst, der forventes forhandlet på plads med udgangen af november og løber derefter frem til udgangen af marts 2021.

Foreløbigt står det dog klart, at samtlige ansatte både får en større grundløn, og bliver sikret et minimum af timer.

Samlet bringer aftalen de ansatte op fra en månedlig grundløn i dag 825 euro, 6.157 danske kroner, til en gennemsnitlig månedsløn med et garanteret timetal på 2300 euro svarende til 17.165 kroner, hvoraf grundlønnen udgør 1420 euro.

Til sammenligning er den tyske mindsteløn 1.498 euro per måned svarende til 11.179 danske kroner.

Fremgang opnået gennem sammenhold

Men alt er ikke løn. De ansatte bliver også garanteret basale rettigheder såsom løn under sygdom og beskyttelse i forbindelse afskedigelse.

»Det er en stor succes, at alle besætningsmedlemmer inklusive ansatte i vikarbureauer vil få en betydelig forøgelse af deres indtægt. Dette er primært opnået ved at hæve den garanterede grundløn,« siger Christine Behle, bestyrelsesmedlem af Ver.di.

Aftalen med Ryanair nedfælder også en social plan for alle baser herunder afskedigelsesgodtgørelse i tilfælde af base-lukninger ligesom der er er lavet aftale om genansættelse for alle på den netop afviklede base i Bremen.

Fremover skal Ryanair også konsultere de ansattes fagforening, inden en base lukkes.

»Alt dette er opnået af modige kollegaer som, som trods hårde kampagner og problemer blev ved med at kæmpe for deres rettigheder. De fortjener stor beundring,« siger Christine Behle.

Politikere må tvinge Ryanair på plads

Selvom alt således tegner lyst, er der dog ingen lunde tale om, at Ryanair er blevet et tæmmet vilddyr endnu.

Der er stadig mange personalegrupper i Europa, som står uden en overenskomst. Og de tyske kabineansatte er også blevet afvist retten til at stifte et medarbejderråd. Et medarbejderråd er en form for lokalafdeling af de ansattes fagforening, som taler de ansattes sag lokalt.

»Det er nu op til regeringen at ændre loven, så der laves juridisk garanti for indførelse af medarbejderråd for besætninger,« siger Christine Behle.

Den tyske beskæftigelsesminister Hubertus Heil har ved flere lejligheder argumenteret for ændringer i loven, som forventes at blive gennemført i december.

Ifølge Ver.di er det op til politikerne indføre ved lov, hvad Ryanair nægter at acceptere.

Har du læst disse artikler?