Ryanair hiver ansatte til samtale efter overnatning i lufthavn

Ryanair har siden søndag i sidste uge nok en gang været i mediernes søgelys over de ansattes arbejdsvilkår.

Et foto på de sociale medier – der i skrivende stund er delt flere tusind gange – viser ansatte liggende på gulvet i sovende positur i Malaga Lufthavn.

Fotoet er et opråb fra de ansatte, der var blevet efterladt i lufthavnen af Ryanair, efter deres fly blev omdirigeret. Nu bliver de ansatte hevet til disciplinærsamtale på hovedkontoret i Dublin erfarer RTÉ.

Fik dårligt med søvn

Situationen udspillede sig 13. oktober 2018. Fire fly blev omdirigeret grundet storm i Portugal til at lande i Malaga.

Piloter og kabineansatte var efterfølgende henvist til at vente fem timer over natten på stole i et lille lokale i lufthavnen. Forholdene gav på ingen måder den nødvendige adgang til hvile for de ansatte, som derefter valgte at indvi omverden i deres situation.

»Ingen af os lykkedes med at få en ordentlig søvn,« har en af de ansatte efterfølgende skrevet i et anonymt brev til Ryanair, som protestgruppen Ryanair Must Change, har delt.

De ansattes fagforening SNPVAC bekræfter i en kommentar på Facebook, at der hverken var faciliteter til at sove, ligesom der heller ikke var adgang til mad og drikke.

Analytiker – forståeligt ansatte strejker

Ifølge Ryanair var der ingen hoteller at få byen til trods for, at Booking.com meldte om 1834 ledige værelser i byen, tweetede luftfartsanalytiker Alex Macheras.

»Igen bliver det ganske klart, hvorfor Ryanairs kabinemedarbejdere ofte strejker med henvisning til dårlige arbejdsvilkår,« skrev Alex Macheras om situationen.

I første omgang valgte Ryanair i skikkelse af driftschef Peter Bellew at undskylde overfor de ansatte i Malaga.

Onsdag i sidste uge tog situationen så en drejning.

Ansatte kaldt til samtale

Ryanair offentliggjorde en overvågningsvideo af de ansatte, der blev brugt som løftestang til at kalde de ansattes oplevelser for »uægte«. Videoen er sendt ud til hele den europæiske presse ligesom selskabet valgte at dele den på Twitter.

Efter hændelsen er en gruppe af ansatte nu hevet til disciplinærsamtale.

Formålet med mødet er at »diskutere omstændigheder omkring delingen af billedet på de sociale medier,« skriver RTÉ.

Fernando Gandra, talsperson for de ansattes fagforening SNPVAC, udtrykker over for RTÉ bekymring for at de ansatte risikerer disciplinære sanktioner.

Ryanair på kant med loven

Spørgsmålet er dog, om Ryanair skal feje for egen dør først.

Ifølge Christian Højer Schjøler, adjunkt ved Juridisk Institut på Syddansk universitet, er Ryanair med stor sandsynlighed gået for langt i forsøget på at hænge de ansatte ud. Delingen af en overvågningsvideo skal nemlig overholde de europæiske persondataregler.

Disse regler sætter en række grænser for, hvornår overvågningsbilleder må deles med offentligheden.

»Ryanair forsøger tilsyneladende at beskytte sit kommercielle ry og rygte i offentligheden ved at videregive overvågningsbillederne. Det kan dog næppe være en så stærk legitim interesse, at den tilsidesætter arbejdsgivers omsorgs- og loyalitetspligt over for medarbejder og samtidig overstiger de ansattes klare interesse i at undgå en offentliggørelse. Men det er naturligvis en konkret vurdering. Meget taler dog imod efter min opfattelse,« siger Christian Højer Schjøler.

Skriv en kommentar

Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev