Ryanair massefyrer i Holland efter strejker

Under påskud af dårlig økonomi har irske Ryanair afviklet sin base i hollandske Eindhoven. Dermed er selskabets hollandske piloter og kabineansatte på basen med et fingerknips blevet gjort overflødige.

Ryanair har således oplyst til den hollandske arbejdsløshedskasse, UWV, at alle piloter og kabineansatte bliver opsagt.

Fra selskabet lyder det, at personalet har fået tilbudt at flytte til nye baser. Men ingen har ønsket at blive forflyttet til Marokko, Rumænien, Bulgarien eller Azorerne, som er de baser, Ryanair har tilbudt, skriver Daily Mail.

En byge af fyresedler er derfor sendt afsted mod de ansatte.

Domstol gik imod Ryanair

Nyheden er modtaget med stor forundring hos de ansattes fagforening. Det er mindre end to måneder siden, at en hollandsk domstol afviste Ryanairs argumenter om, at dårlig økonomi skulle legitimere en lukning af basen.

En gruppe piloter fik således af retten medhold i, at selskabet ikke kunne tvinge dem til at flytte base og var forpligtiget til at betale deres løn.

Endvidere skulle retten have antydet, at baselukningen snarere handlede om personalets kamp for bedre vilkår, skriver den hollandske fagforening for piloter, VNV, Vereniging Nederlandse Verkeersvliegers i en meddelelse.

Personalet har ellers adskillige gange udtrykt, at strejkerne handler mere om ordentlige arbejdsvilkår under lokal lovgivning end det handler om lønstigninger.

114 ansatte står til at miste job

VNV vil nu sammen med de kabineansattes fagforening, FNV, Federatie Nederlandse Vakbeweging, appellere afskedigelserne, der vedrører 16 piloter og 98 kabineansatte, skriver Daily Mail.

Ryanair fortsætter med at flyve til Eindhoven, men altså nu med besætninger fra andre baser. I øvrigt samme model, som selskabet betjener det danske marked efter.

Lignende aktioner har været gennemført af Ryanair-ledelsen i Bremen og Weeze, Tyskland tidligere på efteråret under påskud af dårlig økonomi. Dette blev også af de tyske fagforeninger udlagt som hævnaktioner for strejker.

I sit seneste årsregnskab leverede Ryanair et resultat, der var bedre end ventet på 10,8 millioner kroner.

Skriv en kommentar

Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev