Ryanair præsenterer nyt datterselskab: Fagforeninger frygter ny undvigelsesmanøvre

Irske Ryanair har på det seneste haft travlt med at stifte nye datterselskaber, og nu er et nyt på vej. Selskabet har netop offentliggjort, at man vil åbne en afdeling på Malta. Østaten i Middelhavet er kendt for lempelige regler på både skat og arbejdstagerrettigheder.

Foreløbigt vil Ryanair placere seks fly på Malta, som skal servicere selskabets mere end 60 ruter. I de kommende år skal flåden fordobles.

Men ”Malta Air”, som Ryanairs seneste udvidelse er opkaldt, skal være meget mere end et maltesisk lavprisselskab. 60 Ryanair-fly med base i Frankrig, Tyskland og Italien skal ifølge selskabet overføres til Malta Airs driftstilladelse og det maltesiske luftfartøjsregister, som ifølge Malta Today vil opleve en kraftig vækst.

Skal ikke være dække for underminering af aftaler

Nyheden fra Ryanair vækker bekymring hos Det Europæiske Transportarbejderforbund, ETF. Det vil nemlig ikke være første gang, at Ryanair bruger et nyt datterselskab til at omgå de aftaler, som selskabet har indgået med fagforeningerne. Ryanair har blandt andet indgået aftaler om anstændige arbejdsvilkår for de ansatte i Italien og Tyskland, hvorfra fly nu skal overføres til Malta.

»Planerne ser ud til at involvere et nyt datterselskab i Malta, hvor til man vil flytte kapacitet fra Tyskland og Italien. Vi vil holde et nøje øje med situationen og holde Ryanair ansvarlig. En ting står klart: Ethvert nyt tiltag skal ikke være et dække for at underminere arbejdsvilkår andre steder i Europa« skriver Francois Ballestero, ansvarlig for civilluftfart i ETF, i en opdatering på de sociale medier.

I Polen indgår Ryanairs nye filial Buzz således i en snedig konstruktion, hvor polske kabinemedarbejdere tvinges på kontrakter som selvstændige. Det sætter ifølge polsk lov en effektiv stopper for fagforeningers indblanding i selskabet.

Malta skal løse problem med dobbeltbeskatning

Imens Malta er ny for Ryanair har landet senest spillet en centralrolle i Primera Airs brug af falske selvstændige, der blev hyret gennem et vikarbureau hjemmehørende på østaten.

Det er endnu uklart, hvad Ryanair konkret har i tankerne med et selskab på Malta. I et internt memo, som redaktionen har set, omtaler flyvechef Bernard McSweeney, at Malta skal bruges til at imødegå et problem med dobbeltbeskatning for personalet på selskabets to baser i Frankrig. Det gøres ved at overføre personalet fra irsk driftstilladelse til en ny driftstilladelse i et andet EU-land. Her omtaltes Malta som en mulighed.

Af notatet fremgår det, at de ansatte beholder deres vilkår med ansættelse under fransk lovgivning.

Staten får vetoret

Ryanairs øverste direktør, Michael O’Leary, optrådte tidligere i dag i den maltesiske hovedstad Valletta, hvor han underskrev en aftale med den maltesiske stat om det nye luftfartsselskab.

Den maltesiske stat får en gylden aktie i Malta Air, forstået at regeringen har vetoret på spørgsmål om salg af selskabet samt overførsel af navnet. Selvom staten også ejer det otte fly store nationale luftfartsselskab Air Malta, menes der ikke at være nogen interessekonflikt, da de to selskaber ifølge Maltas statsminister, Joseph Muscat, tilbyder to komplimenterende produkter.

Ryanair består i dag af fire luftfartsselskaber samlet i holdingselskabet, Ryanair Holdings Plc.: Ryanair DAC, Lauda, BUZZ og Ryanair UK.

Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev