Ryanair sat på plads i Tyskland og indgår aftale med piloter

Trods ihærdig indsats for at obstruere de ansattes ønsker om et medarbejderråd, bliver Ryanair nu banket på plads af lovgiverne i det tyske parlament, Bundestag.

Fagforeningen Vereinigung Cockpit har sammen med Verdi presset på for, at lovgivningen blev ændret i Tyskland.

Formålet var at få flybesætninger omfattet af reglerne for retten til at danne medarbejderråd.  Et medarbejderråd er en form for lokalafdeling af de ansattes fagforening, som taler de ansattes sag lokalt.

Ny lov tvinger arbejdsgivere på plads

»Arbejdsgivere som Ryanair, Germania og Sunexpress har brugt dette smuthul til deres egen fordel. Det kommer de ikke til at gøre mere,« siger Marin Locher formand for Vereinigung Cockpit.

Hidtil har flypersonalets rettigheder til et medarbejderråd været betinget af en overenskomst, men det bliver nu ændret fra 1. maj næste år.

»Med denne ændring, kan ingen arbejdsgiver undslippe sig sit sociale ansvar. Vi hilser denne præcisering fra regeringen og koalitionen, som ændrede denne lov til at gælde for alle, som er selskaber aktive i Tyskland, velkommen. Luftfartsselskaberne får nu perioden frem til maj næste år til at tilpasse deres overenskomster,« siger Marin Locher.

Fredsaftale med tyske piloter

Nyheden kommer samtidig med, at Vereinigung Cockpit er nået til enighed med Ryanair om en hensigtserklæring. Fagforeningen beskriver aftalen som et succesfuldt skridt frem mod en egentlig overenskomst.

Parterne stod ellers milevidt væk fra hinanden, efter åben strid i pressen i sommer.

Aftalen indebærer indgåelse af en overenskomst inden udgangen af februar 2019. I den mellemliggende periode er der indgået en “fredsaftale”, hvorfor der ikke kan strejkes.

Ryanair indgik en lignende aftale med de kabineansatte i midten af november.

Skriv en kommentar

Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev