Ryanair tegner første overenskomst – stadig lang vej igen

Hellere strejker end fordyrende indrømmelser til de ansatte. Budskabet var klart, da Ryanair-ledelsen fremlagde årsregnskab i juli måned. Men efter en stribe lovligt varslede arbejdsnedlæggelser de seneste uger er ledelsen tilsyneladende kommet på andre tanker.

Piloterne, der arbejder for Ryanair i Italien, har netop stemt ja til en overenskomst, som deres fagforening ANPAC har forhandlet på plads med Ryanair 9. august 2018. Nyheden kommer kort efter, at Ryanair og de irske piloter indgik en aftale om en række konkrete forbedringer af vilkår i sidste uge.

Aftalen i Italien bliver af Anders Mark Jensen næstformand i Flyvebranchens Personale Union beskrevet som »første skridt op ad et stort bjerg«:

»Vi skal se flere konkrete aftaler – særligt med de store forbund i Tyskland og England – hvor Ryanair viser vilje til at ansætte på lokale vilkår i de respektive lande, de opererer i. Og så skal dem der lider allermest under selskabets horrible forhold også have lov til at forhandle – nemlig de kabineansatte,« siger Anders Mark Jensen på en telefon fra Bruxelles, hvor han netop er til møde med andre fagforbund i EU om situationen i Ryanair.

Det vil være Flyvebranchens Personale Union, som Ryanair skal forhandle overenskomst med, hvis selskabet en dag beslutter sig for at åbne danske baser igen.

For tidligt at råbe “hurra”

Den italienske overenskomst og den irske aftale forbedrer ifølge den tværeuropæiske pilotforening European Cockpit Association, ECA, Ryanair-piloters vilkår i de enkelte lande.

Formand Dirk Polloczek maner dog samtidig til besindighed.

»Overenskomsten og den foreløbige aftale i Irland skal begge ses som starten på en proces og ikke noget slutresultat,« siger Dirk Polloczek og tilføjer:

»Det vil være for tidligt at råbe ”Hurra”. Piloter i Belgien, Tyskland, Holland og Sverige strejkede for blot et par uger siden, og de nye aftaler får ikke dem til at feje deres bekymringer af vejen.«

Ifølge ECA står også forhandlingerne mellem Ryanair og selskabets piloter i både Portugal og Spanien i stampe. I Spanien har piloternes fagforening hevet Ryanair i retten for selskabets brug af vikarbureauer.

Ryanair håber aftale vil bane vej for flere

Dirk Polloczek understreger ligeledes, at den italienske overenskomstaftale er lavet til italienske forhold og omfatter ikke tværnationale udfordringer i Ryanair.

Hos Ryanair håber personaledirektør Eddie Wilson, at dagens aftale vil bane vejen for lignende aftaler:

»Vi har inviteret britiske, tyske og spanske fagforeninger til at mødes med os over de kommende dage, så vi kan forhandle og forhåbentlig blive enige om lignende overenskomster for piloter i disse andre større markeder,« siger Eddie Wilson i en pressemeddelelse.

Bevæger sig på en knivsæg

Personaledirektøren lægger ikke skjul på, at dagens nyhed for de italienske piloter demonstrerer reelle fremskridt fra Ryanairs side i forhandlingerne.

Helt så optimistisk bliver nyheden ikke analyseret af Dirk Polloczek fra ECA:

»Luftfartsselskabet (Ryanair red.) bevæger sig på en knivsæg, hvor de indgår delaftaler i hvert enkelt land – men ind til nu mangler de en langt mere effektivt tværnational tilgang. Det virker til at ledelsen har svært ved at ryste deres tidligere vane om ”divide and rule” af sig.«

Ryanair har endnu til gode at indgå overenskomst med selskabets øvrige personalegrupper i Italien, ligesom der ikke er indgået overenskomst med ansatte noget andet sted i Europa, hvor Ryanairs aktiviteter fordeler sig på mere end 80 baser.

Ryanairs møde med den europæiske fagbevægelse i korte træk:

  • Ryanair har i tre årtier purre nægtet at indgå aftaler med fagforeninger. Selskabet har siden 1985 bygget en forretning op på at sælge flybilletter til lave priser ved blandt andet at holde personaleomkostningerne nede. Men ny lovgivning i hjemlandet Irland svækkede Ryanairs jerngreb om de ansatte i september 2017:
  • Irlands længe ventede implementering EU’s gældende regler om flyvetidsbegrænsning, bringer Ryanair i akut mangel på piloter. Samtidig forlød det, at mange havde fået nok, og søgt arbejde hos andre selskaber.
  • 2100 fly blev som følge deraf aflyst. Især piloterne greb situationen som en chance til at stille krav til deres arbejdsgiver.
  • I løbet af efteråret 2017 udviklede kravene fra de ansatte sig til deciderede overenskomstkrav. Kravene blev fulgt op af varsel om strejke hen over julen.
  • Ryanairs øverste chef og medejer, Michael O’Leary, så ingen anden udvej end at anerkende eksistensen af de ansattes fagforeninger for at undgå strandede passagerer.
  • Efter seks måneders forhandlinger hen over foråret 2018 uden resultater rakte de ansattes tålmodighed dog ikke længere. Denne gang blev Ryanair mødt af omfattende strejkevarsler.
  • 50.000 passagerer måtte se deres sommerferierejser aflyst, da en koordineret strejke blandt italienske, spanske og portugisiske kabineansatte fandt sted i slutningen af juli.
  • I sidste uge indgik Ryanair den første aftale med de irske piloter om konkrete forbedringer af deres vilkår.

Skriv en kommentar

Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev