Ryanair tvinger ansatte til at være skruebrækkere

Den irske lavpriskæmpe, Ryanair, har i den forgange påske været ramt af omfattende arbejdsnedlæggelser i Portugal.

Ikke færre end 90 procent af 330 portugisiske Ryanair-kabineansatte nedlagde arbejdet med adskillige aflysninger til følge, oplyser den lokale fagforening. 27 fly blev aflyst påske søndag. Alligevel lykkedes det Ryanair at gennemføre langt over 100 flyvninger til og fra Portugal.

Ifølge den lokale fagforening skød Ryanair ingen midler for at dæmme op for strejkens konsekvenser. Det bekræfter et notat sendt til de ansatte i selskabet, som redaktionen på Luftfart har set.

Flyv eller tag din afsked

»Du skal leve op til dine kontraktlige forpligtigelser i henhold til din ansættelseskontrakt og betjene fly som planlagt af selskabet. Du kan ikke vælge, hvilke flyvninger du vil betjene,« skriver Andrea Doolan, chef for inflight operations i Ryanair og fortsætter:

»Hvis du opgiver dine pligter ved at nægte at operere flyvninger som instrueret af selskabet, vil det blive betragtet som en grov misligholdelse, for hvilken den normale sanktion under de disciplinære procedurer er afskedigelse.«

Selskabet skal have tvunget kabineansatte fra en række baser i blandt andet Spanien og Holland til at agere skruebrækkere i deres portugisiske kollegaers strjke.

Fagforening: Ryanair følger egen regler

Den lokale fagforening for flyvepersonale i Portugal, SNPVAC, som står bag den portugisiske Ryanair-kabineforening, oplyser, at Ryanair i vid udstrækning gjorde brug af at vende ruter med personale fra andre baser, og på den måde begrænse strejkens konsekvenser.

Fremgangsmåden bliver kritiseret af fagforeningen:

»Det er ulovligt ifølge portugisisk arbejdsmarkedslov – igen, Ryanair overtræder national lovgivning og indfører deres egne regler, hvilket er en overtrædelse af vores suverænitet,« siger Nuno Prates, næstformand for SNPVAC.

Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev