Sidste nyt
{"effect":"fade","fontstyle":"normal","autoplay":"true","timer":"4000"}

Ryanairs kabinepersonale i Portugal varsler strejke fem dage i august

Del denne artikel på:

Kun en uge efter at de britiske Ryanair-piloter har meddelt, at man vil stemme om at gå i strejke over arbejdsvilkårene i selskabet, følger de portugisiske kabinemedarbejdere trop.

Det skriver Reuters, som henviser til kabinepersonalets fagforening i Portugal, SNPVAC.

Kabinepersonalet vil strejke fem dage i løbet af august. Hvilke datoer er endnu ikke blevet oplyst.

Strejkerne kommer ovenpå sidste års omfattende sommerstrejker, hvor Ryanair efter flere måneders forhandlinger ikke havde formået at imødekomme personalet på en række principielle punkter. Det kostede dengang selskabet op mod 1.000 aflyste flyvninger over sommeren og i det tidlige efterår.

Ifølge Ryanair-ledelsen skal man allerede have opnået signifikante fremskridt. Faktum er dog, at der foreløbigt kun er indgået enkelte overenskomster med udvalgte fagforeninger, primært for piloter, samt aftaler om en række konkrete forbedringer, igen primært for piloterne.

Striden i Portugal bunder ifølge medarbejderne i Ryanair-ledelsens manglende vilje til at overholde et protokollat, som blev underskrevet sidste år i november. Aftalen skulle blandt andet give personalet 22 fridage om året med løn, som det er gældende i portugisisk lov.

»I betragtning af den manglende forsoning fra Ryanairs side og manglende interesse fra den portugisiske regering i at sikre fundamentale arbejdstagerrettigheder til deres indbyggere, der arbejder for Ryanair, har kabinepersonalet intet andet valg end at vende tilbage til konfliktvåbnet,« siger SNPVAC i et statement.