Overlæge om coronavirus: Disse forholdsregler skal du tage som kabineansat

Luftfart.nu har talt med en stewardesse og en overlæge fra Statens Serum Institut om, hvordan man skal forholde sig til corona-virus

–  Jeg tænker over det, men det er ikke en frygt eller en angst, jeg har.

Sådan lyder det fra Julia, der er ansat som stewardesse i et dansk flyselskab.

Hun er ikke specielt nervøs for selv at blive smittet med coronavirus som kabineansat, men hun er begyndt at tage sine forholdsregler i forbindelse med det praktiske arbejde i kabinen i forhold til virussen.

Hvis man spørger hos Statens Serum Institut har danske piloter og kabinepersonale da heller ikke som sådan noget at frygte i forhold til virussen.

– Det de sikkert er bekymrede for, det er, hvad sker der, hvis der nu har været en smittet (passager red.), som de ikke har kendt til. Og der kan man sige, der har alle landene retningslinjer for, at hvis der skulle sidde en, der er smittet, og man bagefter finder ud af, at vedkommende er smittet, så vil man lave det, der hedder kontaktopsporing, hvor man afgrænser dem, der sidder i nærheden, herunder også flypersonalet, som har været i nærheden af den passager, siger overlæge Thyra Grove Krause, infektionsepidemiologi og forebyggelse hos Statens Serum Institut.

Jeg brugte plastichandsker

Men ellers handler det bare om almindelig god håndhygiejne. Det er det man kan gøre som flypersonale for at begrænse spredningen af eventuel smitte. Altså sørge for at vaske hænder hyppigt, forklarer hun.

Og det er netop, hvad Julias arbejdsgiver har pålagt hende og kollegerne.

– Jeg brugte faktisk plastichandsker i går, da jeg indsamlede affald. Fordi, det er blevet gjort obligatorisk første gang på indenrigsflyvning i går (fredag red.). Og så har jeg fløjet her den sidste uge, hvor vi også skal gøre det, siger Julia og fortsætter:

– Vi tager vores forholdsregler og vasker hænderne, og bruger håndsprit, som det også er blevet indstillet på alle fly nu.

Luftfart.nu har spurgt Statens Serum Institut, hvad man gør for de passagerer og det personale, der har været på det fly, hvor der var en corona-smittet dansker med fra Italien.

– Man kan sige, nu havde han jo ikke nogen symptomer, mens han rejste, han er jo først blevet syg efter han kom hjem. Så vi forventer ikke, han har været smitsom på selve flyveturen.

– Men almindelig god håndhygiejne er det de (kabinepersonalet red) skal gøre, og så skal de selvfølgelig være opmærksomme på, om der er nogen, der sidder og ser meget syge ud. Så skal de jo give deres pilot besked om det, og så skal de sørge for at orientere lufthavnen de kommer til. Der er jo retningslinier for, hvad de skal gøre, hvis der er syge ombord.

– Selvfølgelig stiger sandsynligheden for, at der kan sidde en smitsom person ombord, hvis det er et fly, der kommer fra de lande, hvor der er smittespredning. Men mange af de lande har jo også lavet noget exit-screening, hvor man sikrer sig, at der ikke er nogen, der tager ud, som har symptomer, siger overlæge Thyra Grove Krause.

Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev