Salget af Thomas Cook Airlines er endt lykkeligt for de nordiske ansatte

Arbejdspladserne var reddet. Det kunne der næppe herske tvivl om, da Petter Stordalen i sidste uge blev præsenteret som den nye ejer af Thomas Cook-koncernen i Norden, herunder luftfartsselskabet Thomas Cook Airlines Scandinavia.

Men ét var at garantere arbejdspladserne. Ved en rekonstruktion, som den Stordalen kunne annoncere ville finde sted, er der ingen garanti for personalets arbejdsvilkår.

Derfor har piloterne sammen med deres fagforening FPU arbejdet for, at vilkårene blev sikret. Dette fandt sted i 24 hektiske timer efter salget alt imens tv-billederne af en jublende Peter Stordalen og de mange ansatte løb i loop på tv-skærme over hele Norden – ja også store dele af Europa.

»Det var afgørende, at overenskomsten blev videreført. Det er ellers ikke normal kutyme. Et selskab kan faktisk frasige sig overenskomsten via virksomhedsoverdragelsesloven,« siger FPU’s advokat Jan Gloggengieser Gam.

Salget kunne således have resulteret i, at arbejdsvilkårene i form af for eksempel fridage, løn og pension ville have blevet nulstillet. 

Piloterne sikrede overenskomsterne

Akkurat inden overdragelsesaftalen blev underskrevet lykkedes det FPU og piloterne at få skubbet deres krav igennem:

»FPU krævede på piloternes vegne, at pilotoverenskomsten kom med i den overdragelsesaftale, der blev lavet. Og dermed kommer den med over i Sunclass,« forklarer Thilde Waast.

Det skulle vise sig, at piloternes krav banede vej for, at de andre faggruppers overenskomster og vilkår kom med over i Sunclass. Det gælder blandt andet de kabineansatte, der har valgt ikke at stå i FPU sammen med piloterne:

»Hvis jeg var kabineansat i Thomas Cook Airlines, så vil jeg give et venligt klap på ryggen til deres pilotkolleger og den indsats, de har gjort for alle de ansattes vilkår, « siger FPU’s advokat Jan Gloggengieser Gam, der var dybt involveret i processen.

En holdindsats

Det var dog ikke kun de sidste 24 timer, der var hektiske. Allerede dagen efter, beskeden om konkursen i moderselskabet indløb, traf pilotgruppen en række beslutninger om at bistå selskabet ved et salg. Det har piloterne gjort i form af en rammeaftale, der skulle sikre øget produktivitet og fleksibilitet.

»Piloterne har hjulpet til. Og der skal ikke herske tvivl, om at piloterne har fået tingene til at rulle. Der er også blevet gjort et offer, som den nye ledelse må og skal anerkende,” siger Thilde Waast om forhandlingerne, der foregik, imens selskabet stadig ledte efter en ny køber.

Forhandlingerne har fundet sted sideløbende med, at piloterne har gjort alt, hvad de kunne for at selskabet fik flyene af sted til tiden, fortæller hun:

»Jeg er stolt af medlemmerne, som har stået på spring nat og dag for at hjælpe flyene på vingerne. Det har kunne lade sig gøre, fordi den skandinaviske del af Thomas Cook var et godt selskab med høj grad af tillid mellem alle led i selskabet.,« siger Thilde Waast.

Indsatsen er også blevet bemærket i selskabets ledelse, hvor kommunikationschef Lisbeth Nedergaard tidligere sagde:

»Vi oplever, at vores medarbejdere er rykket sammen. Der er en holdånd, og folk byder sig til. Den anden dag ringede en pilot og sagde – er der noget, jeg kan hjælpe med, andet end at flyve. Sådan bidrager rigtig mange af vores medarbejdere.” sagde kommunikationschefen, der også fortsætter i det nye Sunclass-setup

Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev