Sandheden om Ryanairs masseaflysninger

Ryanairs pludselige masseaflysninger har givet anledning til spekulationer. Hvad har tilsyneladende uventet bragt selskabet så langt i knæ?

Selvom der blot er tale om 2 procent af det samlede antal flyvninger, løber antallet af aflysninger op i 2100 aflysninger frem til og med udgangen af oktober.

I vanlig Ryanair-stil blev de mange aflysninger annonceret blot en dag forud for første dag med ændringer i trafikprogrammet, 15. september 2017, til stor frustration for kunderne.

Fra selskabet selv hedder det, at der er tale om et selvskabt problem, der skyldes »rod i ferieplanlægningen« og et ønske om at forbedre punktligheden.

Men ifølge kilder i branchen og interne dokumenter er der meget, der tyder på, at Ryanairs udmelding er en slem underdrivelse, der ikke udspringer af hverken ferieplanlægning eller svækket punktlighed. Det ser derimod ud til, at Ryanairs kattepine slet og ret skyldes, at selskabet er blevet ramt af den skindbare virkelighed, som alle ikke-irske flyselskaber i Europa har måttet efterleve i siden 2008.

Ny flyvetidsbegrænsning skaber rod

Sagen er den, at EU’s flyvetidsbegrænsning, Flight Time Limitations (FTL), der blev indført i 2008, sætter en begrænsning på 900 flyvetimer for en pilot pr. kalender år. Flyvetidsbegrænsningen er indført som et værn mod fatigue (træthed) blandt piloter og kabineansatte.

Som det eneste EU-land har Irland imidlertid valgt ikke at lade optællingen af de 900 timer følge kalenderåret, men har i stedet ladet flyvetidsbegrænsningen løbe fra april til marts året efter.

Det har gjort det muligt for irske flyselskaber som eksempelvis Ryanair, at lade sine piloter knokle igennem hen over sommeren, der er selskabets højsæson, for derefter at sende dem på tvungen orlov i lavsæsonen i det sene efterår og vinter, når den enkelte pilot nærmer sig 900 timer i cockpittet.

For flyselskaber i resten af EU har flyvetidsbegrænsningen efter hensigten fulgt kalenderåret med det resultat, at disse selskabers piloter ved indgangen til sommerens højsæson allerede har akkumuleret timer fra årets start. Dermed har ikke-irske selskabers piloter færre timer til de travle sommermåneder, hvor Ryanairs pilotkorps har stået med en blank timebog, med det resultat, at ikke-irske alt andet lige skal have flere piloter ansat.

At Ryanair nu vrider sig og må masseaflyse fly bunder i, at de irske luftfartsmyndigheder, Irish Aviation Authority (IAA), efter ni års nøl, fra og med i år har valgt at rette ind med resten af EU’s medlemslande og lade optællingen af flyvetimer følge kalenderåret.

For Ryanairs vedkommende er der meget, der peger på, at selskabet er fløjet videre med en forventning om, at IAA ville ombestemme sig fra at ændre den irske praksis for optælling af flyvetimer, i og med at selskabet har ventet til sidste øjeblik med at reagere på konsekvenserne af flyvetidsbegrænsningens bestemmelser.

Norwegian henter 140 Ryanair-piloter

Det er blot anden gang på under en uge, at Ryanair må rette ind efter EU-lovgivningen. I sidste uge blev selskabets illusion om, at irsk-indregistrerede fly er ens betydende med irsk lovgivning for de ansatte, slået i jorden.

Imens Ryanair ihærdigt forsøger at give rationelle forklaringer på de mange aflysninger og genvordigheder med EU-lovgivningen, har udmeldinger fra konkurrenten Norwegian ydermere givet anledning til rygter om, at den akutte pilotmangel i Ryanair skyldes en decideret pilotflugt.

»Jeg kan bekræfte, at omkring 140 piloter er gået fra Ryanair til Norwegian i år – både til den nye base i Dublin og andre baser i Europa,« sagde Lasse Sandaker-Nielsen, kommunikationsdirektør i Norwegian Air Shuttle, tidligere på måneden til det norske net medie E24.

Dette budskab er senest nået ud i medier som Financial Times, Reuters og Economist, hvor sidstnævnte peger på, at Ryanair tilmed er begyndt at tilbyde tiltrædelsesbonusser til piloter, imens The Guardian beretter om, at situationen nu er så tilspidset for Ryanair, at selskabet skal have tilbudt piloter 100.000 kroner for at aflyse ferie de næste seks uger.

700 piloter flygtet

Rygterne om pilotflugten fra Ryanair får yderligere luft af forhenværende kaptajn i selskabet, James Atkinson, som i et debatindlæg i The Guardian kobler selskabets behandling af de ansatte med manglen på piloter:

»Det, som jeg var vidne til i mine otte år hos Ryanair, efterlod mig med rystende hoved og det nuværende estimat, at mere end 700 Ryanair-piloter har forladt selskabet i det seneste regnskabsår, overrasker mig ikke.«

Spekulationerne om pilotmangel har imidlertid været presserende nok til, at Ryanair i en pressemeddelelse har følt sig nødsaget til at afvise rygterne:

»Ryanair mangler ikke piloter. Vi har været fuldt ud i stand til at dække vores trafikproblem I juni, juli og august.«

Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev