SAS åbner CPH-rute til Ryanairs London-højborg

Luftfartsselskabet SAS bevæger sig ind i et yderst konkurrenceudsat luftrum med åbningen af en rute til London Stansted fra København.

Det erfarer CHECK-IN.dk.

Et tidligere salg af to start- og landingstilladelser i London Heathrow tilbage i 2017 betyder, at SAS må afvikle middagsafgangen klokken 12:00 som en af seks daglige flyvninger til Heathrow fra København.

Ind på Ryanair-rute

Den ledige kapacitet fra Heathrow vil SAS i stedet for indsætte på London Stansted.

8. april åbner selskabet en ny helårsrute mellem København og London Stansted med fem ugentlige afgange, imens der i juli og august flyves dagligt.

Den nye rute skal således flyves i konkurrence med Ryanair, der har London Stansted som sin absolut største base, hvorfra selskabet flyver tre gange dagligt til København, i perioder med billetter prissat langt under produktionsprisen.

Den nye SAS-rute skal primært betjenes af 141-sæders Airbus A319-fly, fremgår det af tidtabellerne hos selskabet.

Foruden København må også Stavanger vinke farvel til en af to afgange til London Heathrow i forbindelse med de solgte landingstilladelser.

Skriv en kommentar

Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev