Sidste nyt
{"effect":"fade","fontstyle":"normal","autoplay":"true","timer":"4000"}

SAS sender 4000 danske medarbejdere hjem – her er FPU´s kommentar

Del denne artikel på:

På et pressemøde kl 17.30 søndag fortalte topchefen i SAS, at selskabet sender 10.000 medarbejdere hjem i hele Skandinavien

Mandag bliver 4.000 SAS-medarbejdere i Danmark sendt hjem på grund af corona-krisen.

Det oplyste SAS danske topchef Simon Pauck Hansen på DR TV søndag sidst på eftermiddagen. I alt har SAS omkring 4200 medarbejdere i Danmark, så det drejer sig om næsten 100 pct. af medarbejderstaben.

– Det er et meget dramatisk tiltag. Men det viser også, hvor dramatisk situationen er i hele luftfartsbranchen. Lige nu arbejder vi i Flyvebranchens Personale Union i døgndrift for at redde de bedst mulige aftaler for vores medlemmer. Men vores tanker går til kollegerne i SAS, siger Thilde Waast, formand for Flyvebranchens Personale Union.

Det står endnu ikke helt klart, hvordan man ordner spørgsmålet om løn til de ansatte i  SAS, der bliver sendt hjem.

SAS har tidligere været ude at bede de ansatte om at gå 20 pct. ned i løn, men det er endnu ikke afklaret, hvordan det kommer til at forløbe.

Statsministeren fortalte tidligere på dagen på et pressemøde i forbindelse med treparts-forhandlingerne, at regeringen vil lønkompensere medarbejdere i Danmark med op til 23.000 kroner for at undgå fyringer.

Simon Pauck Hansen, den danske topchef i SAS, bifalder initiativet fra regeringen og arbejdsmarkedets parter, men der bliver altså stadig forhandlet om, hvilken løn de hjemsendte medarbejdere vil få.

Topchefen for SAS i hele Skandinavien, Rickard Gustafson, fortalte på et direkte pressemøde kl 17.30 søndag, at SAS sender 10.000 medarbejdere hjem i hele norden. Det er 90 pct. af de ansatte.