Sidste nyt
{"effect":"fade","fontstyle":"normal","autoplay":"true","timer":"4000"}

Stærkt overskud i Jet Time giver mod på vækst: Spår 100 nye pilotjobs i 2025

Del denne artikel på:

Danske Jet Time kan med sit aktuelle årsregnskab præsentere det stærkeste resultat i syv år. 31,9 millioner kroner før skat står der på bundlinjen ud af en omsætning, der steg med 300 millioner kroner til 1,4 milliarder kroner.

I en meddelelse lægger selskabet vægt på, at det positive resultat dels skal findes forklaret i »en pludselig øget efterspørgsel på flykapacitet grundet Boeing MAX flyveforbuddet«. Og dels fyldte charterfly.

Alt dette havde dog ikke været muligt, hvis ikke Jet Time i 2015 fik indledt det, der to år senere skulle vise sig som en »vellykket turnaround«. Foruden afviklingen af to forretningsområder har selskabets medarbejdere bidraget til omstillingen på flere fronter.

Positivt med vækst efter svære år

I pilotgruppen har man blandt andet givet indrømmelser, som giver Jet Time stor fleksibilitet, samt udvist mådehold gennem de svære år, fortæller tillidsrepræsentant Søren Danielsen.

»Det er rart at se, at vi Jet Time igen flyver højt – og at de løsninger, vi sammen har fundet frem til, imens det så allermest sort ud, bærer frugt på bundlinjen,« siger han og tilføjer, at han er glad for, at der igen tales om vækst i Jet Time.

Fleksibilitet for Jet Time handler blandt andet om at kunne træde til hurtigt, når kunderne har brug for det. Evnen til at »handle agilt og hurtigt« bliver således fremhævet af direktør Jørgen Holme som en grund til, Jet Time siden april har kunnet udføre et stort antal flyvninger på vegne af andre flyselskaber.

Medarbejdere træder til

Birthe Madsen, vicedirektør forretningsudvikling i Jet Time, lægger ikke skjul på, at Jet Time har været helt ude på kanten, men nu er i en position, der tillader selskabet at se fremad.

»Vores medarbejdere er rykket sammen om selskabet i den turnaround, vi har været igennem,« siger hun til Luftfart.nu og tilføjer.

»Vi har altid haft evnen til at handle på de opgaver, vi får af kunderne. Vi oplever, at folk stiller op med kort varsel, og selvfølgelig får de betaling for det, men selvom de er i deres gode ret til at sige nej, så stiller de op alligevel.«

100 nye pilotjobs

Ifølge vicedirektøren er antallet af opsigelser i Jet Time i dag på sit laveste niveau nogensinde. Dette hænger blandt andet sammen med, at »stoltheden over at arbejde i Jet Time er kommet tilbage«, siger hun.

Efter år med nedskæringer og tilpasninger på alle niveauer har Jet Time i september 2019 lanceret en strategi for vækst. Ambitionen er at fordoble flåden og med den øge antallet af stillinger.

Alene på pilotsiden vil der være tale om cirka 100 jobs fordelt på baserne i Danmark og Finland, altså omkring en fordobling fra i dag.

Ifølge strategien, som der nu skal lægges konkrete planer for realiseringen af, skal den eksisterende flåde af Boeing 737-700 og 737-800 vokse særligt med fokus på at kunne tage flere opgaver på ACMI-markedet.