Thomas Cook Airlines Scandinavia er på vingerne igen tirsdag

Rejseselskabet Spies oplyser i en meddelelse på selskabets hjemmeside, at koncernens luftfartsselskab i Skandinavien er tilbage på vingerne igen tirsdag.

“Der er blevet arbejdet på højtryk hele mandagen for at få Thomas Cook Airlines Scandinavia tilbage i luften og dermed i normal drift. Vi kan nu meddele, at flyvningerne vil blive genoptaget fra tirsdag den 24/9,” skriver Spies i en meddelelse.

Mandag morgen erklærede Thomas Cook Group i Storbritannien sig konkurs og med det koncernens aktiviteter i landet, herunder luftfartsselskabet, Thomas Cook Airlines UK.

Dette gik imidlertid også udover datterselskabet Thomas Cook Airlines Scandinavia, der aldrig har været en del af konkursen. Spies, der også er et datterselskab af Thomas Cook Group, kunne dermed ikke få omkring 1.400 af sine passagerer afsted.

Langt mere alvorligt har det naturligvis været for de ansatte, godt 1.100 i alt, der fra dagens start ikke vidste, om de risikerer samme skæbne som op mod 9.000 kollegaer i Storbritannien. Her måtte personalet allerede mandag morgen indse, at deres arbejdsplads ikke er mere.

I for de ansatte i Skandinavien ser tingene omvendt noget mere positive ud nu. Foruden Danmark letter flyene også hos Thomas Cook i Tyskland (Condor) og i Belgien igen tirsdag.

Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev