Sidste nyt
{"effect":"fade","fontstyle":"normal","autoplay":"true","timer":"4000"}

Tillidsrepræsentant: Vi vil ikke finde os i løndumping hos leverandør

Del denne artikel på:

Vilkårene for de kabineansatte i det portugisiske flyselskab Hi Fly vækker opsigt blandt de ansatte i Air Greenland.

Betingelserne for de ansatte, der har arbejdet for Air Greenland gennem mere end en måned, ligger langt fra de ordnede vilkår, som Air Greenlands egne ansatte arbejder under, siger Julie Christel Wright, tillidsrepræsentant for kabinepersonalet i Air Greenland:

»Vi blev klar over, at Hi Flys vilkår ikke er gode, efter vi har fløjet sammen med de ansatte i selskabet. Vi har dog ikke haft det fulde overblik. Det har vi nu, og jeg må sige, det kommer meget bag på os, at vilkårene er så dårlige,« siger Julie Wright og tilføjer:

»Vi havde ikke forestillet os, at vores arbejdsgiver ser så stort på arbejdsvilkårene hos en leverandør, som tilfældet er her.«

Vilkår til debat med selskabet

Hi Fly har fløjet for Air Greenland i godt en måned i den forgangne vinteren, hvor selskabet har vikarieret på ruten København-Kangerlussuaq.

Ifølge en kontrakt honoreres Hi Flys kabineansatte med blot 3.800 kroner i måneden, mens de ikke får løn under sygdom og kan risikere at blive fyret med en dags varsel.

De ansatte i Air Greenland står netop overfor at skulle forhandle overenskomst. Her kommer vilkår hos underleverandører til at spille en rolle, påpeger Julie Wright:

»Det her er noget, vi kommer til at drøfte i de kommende overenskomstforhandlinger. Vi vil ikke være med til at kollegaer i andre flyselskaber skal arbejde under sådanne vilkår, og slet ikke på produktion, som normalt er dækket af overenskomst.«

Fagforening: Værre end hidtil set

Arbejdsvilkår langt under danske standarder er langt fra ukendt i flyvebranchen. Ifølge Thilde Waast, formand for FPU, er vilkårene i Hi Fly dog i den slemme ende:

»Når man arbejder i flyvebranchen, så ser man ofte social dumping og rigtig dårlige arbejdsvilkår i praksis. Men det her er klart noget af det slemmere, vi har set. Og så endda i Norden og hos et selskab, der delvist er statsejet af både Grønland og Danmark. Det gør, at vi skal have snakket med både arbejdsgiverne og politikere,« siger Thilde Waast og tilføjer:

»Det må simpelthen kunne gøres bedre.«

Læs også disse artikler