Sidste nyt
{"effect":"fade","fontstyle":"normal","autoplay":"true","timer":"4000"}

Vækst i Jet Time skaber op mod 120 nye arbejdspladser

Del denne artikel på:

Efter en omfattende økonomisk turnaround har danske Jet Time sat handling bag planerne om at vokse. Med vækstplanerne følger der også nye jobs i luftfartsbranchen.

En ny aftale med rejsearrangøren TUI i Norden skal øge antallet af passagerer ombord på Jet Times fly med 45 procent på årsbasis. For at løfte den opgave skal Jet Time ansætte og uddanne op mod 100 nye kabinebesætningsmedlemmer og cirka 20 piloter, som starter i løbet af vinteren og foråret. Alle ansættes på dansk overenskomst.

Den nye aftale er kommet i stand efter, at TUI afhændede sine tre nordiske baser tidligere på året for i stedet for at leje kapacitet ind. Jet Time er valgt som leverandør, hvilket betyder, at det danske luftfartsselskab fordobler antallet af flyvninger med TUI-kunder fra Københavns Lufthavn og Helsinki lufthavn i Finland.

Samtidigt begynder Jet Time også at flyve TUI’s kunder på ferie fra Malmø lufthavn.

Det er glædeligt, at TUI har valgt en leverandør i form af Jet Time, der aktivt har valgt at prioritere ordnede forhold for sine ansatte. Kristian Plambeck Lassen, tillidsrepræsentant for piloterne i Jet Time

Fokus på kerneforretning baner vej for vækst

Væksten i Jet Time kommer ovenpå en stor turnaround, der blev sat i værk efter en årrække med voksende underskud, som kulminerede i regnskabsåret 2015/2016, hvor bundlinjen blødte næsten 300 millioner danske kroner.

Forretningen blev trimmet og både fragt- og regionalflyforretningen blev afviklet og næsten 300 medarbejdere blev afskediget.

Fremtiden skulle i stedet ligge i kerneforretningen, charterflyvninger for turoperatører i Norden samt vikarflyvninger på vegne af andre store flyselskaber.

Konsolideringen har foreløbigt afstedkommet en positiv bundlinje på 12,5 millioner kroner for regnskabsåret 2016 til 2017, og nu tiden er kommet til at vokse.

»Det er meget glædeligt, at det er lykkes Jet Time og TUI at lande en fornuftig charteraftale, der betyder en solid vækst indenfor Jet Times kerneforretning og på hjemmebaserne CPH og HEL, hvilket ligger helt i tråd med vores vækststrategi for selskabet,« siger Jørgen Holme, administrerende direktør i Jet Time.

Nyheden om kontrakten med TUI bliver også hilst positivt velkommen af tillidsrepræsentant Kristian Plambeck Lassen, som også er formand for piloterne i Pilot Association Jet Time.

»Det er glædeligt, at TUI har valgt en leverandør i form af Jet Time, der aktivt har valgt at prioritere ordnede forhold for sine ansatte, og som ikke gør brug af falske selvstændige,« siger Kristian Plambeck Lassen til LUFTFART.nu.

Ifølge en opgørelse fra det europæiske pilotforbund European Cockpit Association arbejder en ud af seks piloter i dag som falske selvstændige uden rettigheder som lønmodtagere. En ansættelsespraksis, som danske Jet Time aktivt har sagt fra overfor, men som en række andre selskaber søger at opnå besparelser gennem på bekostning af de ansatte.

Nye fly ind i flåden

De nye opgaver for TUI betyder også et behov for nye fly. Jet Time er således ved at indfase to Boeing 737-800.

Flyene skal supplere en flåde, der efter Jet Times tilpasning af forretningen, består udelukkende af seks Boeing 737-700 passagerfly.

Det ene af de to nye fly skal fra begyndelsen af november og hele vinteren flyve til blandt andet de Kanariske Øer og Cap Verde fra København og Malmø. Og til foråret skal Jet Times Helsinki-besætninger bemande det andet fly med flyvninger til sommerdestinationer i Middelhavsområdet.

Læs også disse artikler

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.