”En Norwegian-base i København er nødvendig, hvis man skal have luftfart uden social dumping i Danmark.”

Samarbejdet om mulige overenskomstforhandlinger mellem FPU og Norwegian bevæger sig stødt fremad. Det afspejles også på medlemstallene i FPU, hvor flere og flere af de tidligere kabineansatte i Norwegian melder sig ind. Blandt dem er Joanna Sobczak, der i 11 år var ansat på Norwegians danske base.

Tilbage i august begyndte FPU og det norske flyselskab Norwegian den indledende proces mod overenskomstforhandlinger, og siden da er antallet af nye FPU-medlemmer, der har været kabineansatte på Norwegians tidligere base i København, steget stødt.

Blandt de nye medlemmer er Joanna Sobczak, der blev ansat i Norwegians kabine tilbage i 2009.

”Vi er nødt til at have en fagforening, som har stor erfaring med luftfart, overenskomster og forhandlinger, og der er FPU eksperter. Som medlemmer af FPU kan vi have noget indflydelse og måske fungere som rådgivere i forhold til den overenskomst, der skal tegnes med Norwegian i fremtiden,” siger Joanna Sobczak.  

”Jeg fik rigtig gode erfaringer med FPU, da jeg fløj for Sterling fra Arlanda-basen. Jeg kan huske, at vi fik hjælp med mange ting, og vi havde en god overenskomst. Derfor var min første tanke, da der igen opstod håb om en base i København, at jeg skulle melde mig ind i FPU.”

Tidligere Norwegian-ansat håber på dansk base snart

Norwegians fremtid

Selvom flyselskaberne er pressede i øjeblikket, tror Joanna Sobczak på, at der er en fremtid for luftfarten, og hun mener, at Norwegian vil komme til at spille en vigtig rolle på det danske marked.

”En Norwegian-base i København er nødvendig, hvis man skal have luftfart uden social dumping i Danmark. Hvis Norwegian ikke har en fremtid i Danmark, åbner det døren for andre flyselskaber, som ikke har en overenskomst og en vilje til at samarbejde med fagforeninger,” siger Joanna Sobczak, der også anerkender, at flyselskaberne i øjeblikket er pressede. 

”Det er vigtigt at have ordentlige vilkår, samtidig med at man er realistisk i forhold til, hvordan luftfarten ser ud. FPU har sat fokus på social dumping og på, at flyselskaber som Ryanair ikke skal have lov til at have base i København uden dansk overenskomst. Min forventning er en ordentlig dansk overenskomst, samtidig med at jeg ved, at vi ikke kan få samme overenskomst som tidligere. Men den kan ligge som model og forslag til, hvad der kommer nu.”

FPU og Norwegian begynder drøftelser om Norwegians fremtid i Danmark

Gode input

FPU og Norwegian har for nyligt underskrevet en hensigtserklæring, og parterne kigger nu nærmere på en proces om eventuelle overenskomstforhandlinger, hvis Norwegian genopretter en base i Danmark. Norwegian har tidligere understreget, at coronasituationen stadig skaber usikkerhed om, hvornår der kan oprettes en dansk base.

”Vi har en alvorlig situation i luftfart, og der er ingen garanti for, at selskabet laver basen lige så stor som tidligere. Dermed er det ikke sikkert, at alle får deres job igen, men i FPU arbejder vi benhårdt på vores medlemmers vegne for at sikre gode, overenskomstsikrede jobs i dansk luftfart” siger Thilde Waast, formand for FPU.

Hun glæder sig over, at mange af de tidligere ansatte i Norwegians kabine nu melder sig ind i FPU.

”Vi er rigtig glade for at se, at de tidligere kabineansatte i Norwegian har lyst til at være medlemmer, og at de bakker op om vores kamp. Vi er i god kontakt med flere af disse medlemmer, som allerede har givet os vigtige input, som vi kan tage med til forhandlingerne med selskabet.”

Her er seks kompetencer som en pilot kan bruge i det øvrige erhvervsliv

Godt for både kunder og ansatte

Joanna Sobczak har i sine mange år som ansat på Norwegians danske base i København set, hvor stor en efterspørgsel der har været på Norwegians forretnings- og ferierejser. Hun tror, at den samme efterspørgsel på Norwegian-flyvninger fra en dansk base vil opstå, når der kommer mere gang i samfundet. 

”Jeg tror på, at Norwegian kommer tilbage til Danmark med en dansk base. Norwegian har et rigtig godt produkt. Norwegian kan jo tilbyde det hele, og desuden er Norwegian en rigtig sund konkurrent til SAS, fordi vi har haft en ordentlig overenskomst.”

Udover at selskabet tilbød kunderne det produkt, som de efterspurgte, oplevede Joanna Sobczak også, at Norwegian var et selskab, der gav sine ansatte mulighed for at vokse i deres roller.   

 ”Norwegian som arbejdsgiver var fantastisk, for vi havde mange muligheder for at lave forskellige ting. Jeg arbejdede også med træning, uddannelse og rekruttering. Der var mange muligheder for dem, der havde lyst til at lave flere ting.”

Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev