Et halvt år efter Primera Airs konkurs: Her er medarbejderne i dag

Hundredvis af tabte arbejdspladser var en realitet, da ledelsen i Primera Air i starten af oktober 2018 smed håndklædet i ringen og opgav at lade selskabet flyve videre.

Blandt de danske piloter og kabineansatte har konkursen ikke bare betydet tabet af en arbejdsplads med et godt kollegialt sammenhold. Mange har måttet rejse langt udenfor landets grænser for at finde et nyt arbejde.

En rundspørge blandt piloterne viser således, at omkring to ud af tre har måttet søge til udlandet for at finde arbejde. Den resterende tredjedel har kunnet få arbejde i Danmark hos blandt andet Jet Time og SAS-leverandøren CityJet.

Redaktionen har kendskab til en enkelt pilot, som ikke har søgt ind i faget igen.

Mangel på pilotjobs i Danmark

Luftkaptajn og tillidsrepræsentant for piloterne i Primera Air, Andreas Hansen, fortæller, at der har været arbejdspladser at søge for piloterne, hvilket også afspejler sig i, at ikke mange er arbejdsløse – der har bare ikke været mange job at finde i Danmark:

»De fleste ville gerne blive i Danmark. Det var været humlen for de fleste, og det var også det ”at komme hjem”, der fik mange til at søge til Primera Air, selvom man blev ansat som falsk selvstændig. Her var håbet så, at man med tiden kunne få kontrakt på overenskomst. Sådan gik det ikke, og nu har mange måttet rejse ud igen og væk fra venner og familie,« siger han.

Primera Air gjorde flittig brug af piloter ansat som falske selvstændige. De ansattes fagforening, FPU, nåede inden selskabets konkurs at anlægge sag mod selskabet, da men mener, at piloterne havde ret til vilkår ifølge overenskomsten.

Ansat på overenskomst i Ryanair

Udenfor de danske grænser er det blandt andet »Jet2.com« i Storbritannien og Ryanair, der har kunnet tilbyde job. Jet2.com har især været venligt stemt overfor unge piloter med kort erfaring i cockpittet. Til gengæld er vagtplanerne svære at forene med et fritids- og familieliv i Danmark, erfarer Luftfart.nu.

Vagtplanerne i Ryanair med fem arbejdsdage fulgt at fire fridage, har derimod – kombineret med det faktum, at selskabet langsomt er begyndt at få styr på især piloternes arbejdsvilkår – virket tiltalende for piloter med længere erfaring, forklarer Andreas Hansen. Ryanair stiller nemlig krav til piloterne om mindst 800 timer.

Han har selv fået job hos Ryanair i Italien på en kontrakt omfattet af den overenskomst, Ryanair har indgået for sine piloter med base i landet.

»Ryanair har været et godt alternativ for en del af os. Vi er ti kaptajner, som er taget i Ryanair. Godt halvdelen er kommet til Milano med kontrakt på overenskomst, imens resten er kommet til London Stansted, England. Udover ordnede arbejdsvilkår har nem adgang til baserne været vigtig for mange af os, og både Bergamo og Stansted lufthavne er lette at komme til fra Danmark,« siger Andreas Hansen til Luftfart.nu.

Kabineansatte har søgt til andre fag

Blandt de kabineansatte er jobsituationen heller ikke stabil, hvis drømmen er et job i dansk luftfart, fortæller Morten Gormsen, nu forhenværende tillidsrepræsentant for de kabineansatte i Primera Air, der havde base i København.

»Der har været jobs i dansk luftfart at få som kabinemedarbejder, men primært tidsbegrænsede ansættelser. Mange har mærket konkurrencepresset branchen ved, at virksomhederne holder lidt igen med at tilbyde faste ansættelser,« siger Morten Gormsen, der selv har fået job hos Jet Time.

»I København har der været flere muligheder for at få job hos et luftfartsselskab end i Billund, hvor Primera Air også havde en base. Men ikke alle har fået job, og i takt med at opsigelsesperioden nu begynder at udløbe, har flere set sig om efter jobs udenfor branchen,« tilføjer han.

Flere har således fået job i butikker i lufthavnen eller på hoteller og restauranter.

Selvom det nu er mere end et halvt år siden, at Primera-flyene blev parkeret for sidste gang, har de ansatte opretholdt kontakten. 30 medlemmer af personaleforeningerne var således samlet til en fest forleden, hvilket ifølge Morten Gormsen vidner om det særligt stærke sammenhold, der er blandt Primera Air-ansatte. De nåede som bekendt at stå mange udfordringer igennem hos det dansk-lettiske luftfartsselskab.

Underbetalte rumænere ansat hos Primera-lignende selskab

I årene frem mod konkursen benyttede Primera Air sig udover piloter ansat som falske selvstændige også af unge rumænere ansat på prekære vilkår som kabinemedarbejdere ombord på selskabets fly, hvilket satte yderligere pres på de danske jobs. Rumænerne blev kørt til Danmark i taxa fra Sverige, hvor de boede. Fra blandt andet København fløj de danske chartergæster sydpå til lønninger langt under danske standarder.

Mange af dem var i dagene efter konkursen strandet rundt omkring i Europa, hvorfra de selv måtte betale rejsen hjem, kunne Luftfart.nu sidste år fortælle.

Ifølge deres lokale fagforening FPU Rumænien har en større gruppe i dag fået job hos Corendon Airlines. Selskabet er egentlig tyrkisk, men er netop i gang med at oprette baser i blandt andet Stuttgart og Amsterdam – ikke ulig Primera Airs forsøg med britiske og spanske baser, der blev bemandet med rumænske ansatte.

Bravo Tours, der var koncernforbundet og storkunde hos Primera Air har efter en kort afstikker til Østeuropa uden tanke på de ansattes vilkår siden erstattet sit behov for fly med kapacitet fra Jet Time og Norwegian.

Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev